Andelsboligforeningen Bypark Øst
HUSORDEN FOR ANDELSBOLIGFORENINGEN BYPARK ØST
Formålet med en husorden er at afstikke få, men væsentlige regler til fremme af godt naboskab.
RØGFRI
Trappearealer, elevatorer og andre indendørs fællesarealer er røgfrit område.
KÆLDER
Fællesarealerne i kældrene under hvert hus må alene anvendes til hensættelse af beboernes cykler, barnevogne og lignende. Bestyrelsen kan ved egen foranstaltning og uden ansvar flytte / fjerne ulovligt henstillede effekter.
KÆLDERRUM
Opbevaring af ildelugtende og / eller brand - og eksplosionsfarlige væsker og genstande er ikke tilladt. Kælderrum vil være aflåselige. Opbevaring sker på eget ansvar.
YDERDØR
Yderdøre skal altid være aflåsede. Brug dørtelefonerne med omtanke. Luk ikke op for fremmede uden at checke efter, at de har relevant ærinde i ejendommen.
TRAPPEAREAL
Der må ikke henstilles effekter eller nogen form for udsmykning i indgangspartierne, opgange eller reposer. Det er dog tilladt at have én lille plante stående ved egen hoveddør. Planter og måtter skal være fjernet på rengøringsdagen. Vis hensyn ved færdsel på trapper og i elevator.
HUSDYR
Det er tilladt at holde husdyr i egen bolig jævnfør vedtægter, så længe dette sker uden gene for naboer og under forudsætning af, at hunde føres i snor på foreningens arealer, og at hundnenes efterladenskaber samles op. Det er ikke tilladt at holde krybdyr eller lignende eksotiske dyr i boligen.
ALTAN / TERRASSE
Synlig opmaganisering af effekter samt tæppebankning eller andre støvende eller støjende aktiviteter må ikke finde sted på altaner eller terrasser. Der må ikke op hænges altankasser eller forhæng på altanernes glas / facader. Der må ikke opsættes markiser. Vasketøj må tørres i max. højde med altanglasset. Fodring af fugle fra altan eller terrasse er ikke tilladt af hensyn til rotter og tilsmudsning af vinduer.
BELYSNING
Der må kun opsættes den af foreningen godkendte lampe: " Rørhat" monteret på den vestlige væg ved vinduespartiet.
ANTENNE
Udvendige antenner af enhver form må ikke opsættes.
BRUSERUM
Vandlåsen i bruserum bør renses jævnligt. Det kan anbefales at udskifte vandlåsen til en No. 1 Vandlås, som ikke kræver rengøring.
CARPORT
Der er tilknyttet anvist carport til hver bolig. Disse carporte er til parkering af indregistrerede motorkøretøjer. Parkering af motorkøretøjer over 3.500 kg samt entreprenørmateriel er ikke tilladt hverken i carporte, på parkeringspladser eller på veje og stier tilhørende andelsboligforeningen. Det samme gælder campingvogne, trailere, både m. m.
PARKERING
Der forefindes 8 parkeringspladser mellem de 5 huse. Disse pladser er forbeholdt gæster, biler med handicapskilt med ærinde og andre, der har brug for at parkere kortvarigt og tæt på boligerne. Gæster der skal parkere i længere tid, samt større biler henvises til de 12 parkeringspladser på Hannes Plads.
BILVASK
Af miljømæssige årsager er det ikke tilladt at vaske bil m.v. på de udendørs arealer. De udendørs vandhaner er til brug ved rengøring af vinduer, trapper m.v. samt andre fælles foranstaltninger.
CYKLER OG LIGNENDE
Cykler skal henstilles i cykelstativ foran husene eller i kælderen. Barnevogne, kørestole m.m. skal henstilles i kælder.
AFFALD
Affald skal i korrekt sorteret stand placeres i de dertil beregnede containere i affaldsskurene. Der må ikke hensættes papkasser eller andet affald ved siden af containerne. Større affald skal man selv bortskaffe.
Problemaffald kan lægges i kasser / poser i kælderen, husformanden sørger for den videre bortskafning.
ERHVERV
Det er ikke tilladt at drive erhvervsmæssig virksomhed af nogen art fra ejendommen med mindre tilladelse i hvert enkelt tilfælde er givet af bestyrelsen.
BESKADIGELSER
Enhver andelshaverhusstand er ansvarlig for egne eller besøgendes beskadigelser af fællesarealer, såvel indendørs som udendørs, og har pligt til efter påkrav fra bestyrelsen, at lade eventuelle skader udbedre for egen regning.
HUSFORMAND
Hvert år til generalforsamlingen vælger hver opgang en husformand. Husformanden er kontaktperson til foreningens bestyrelse og opgaven er at orientere bestyrelsen, hvis der er noget, som bestyrelsen skal tage sig af. Husformanden organiserer hver opgangs håndtering af miljøaffald (batterier, elpærer og kemisk affald). Bortskaffelsen aftales med opgangens beboere.
Husformand for hus 3 er Thorkild Skovboe
Husformand for hus 5 er Henning Høj Jørgensen
Husformand for hus 7 er Bent Holleufer Hansen
Husformand for hus 9 er Eigil Svendsen
Husformand for hus 11 er Ralph Deppe